Bronzealderen 1.700 - 500 f. Kr.

Bronzealdergravpladsen Trehøje på Mols i smukt overdrevslandskab. Foto: K. Kristiansen

- Det åbne landskab og gravhøjenes tidsalder

Bronzealderen er agerbruget og kvægavlens tidsalder, hvor en stadig større befolkning kunne brødfødes og hvor erhvervsformen for alvor slår igennem i form af solide huse på bopladsen (se f.eks. Egehøj).
Agerbruget blev i bronzealderen udvidet på bekostning af skoven, og i skoven græssede også et stort kvæghold, hvorved det lysåbne såkaldte overdrevslandskab opstod, som det for eksempel ses ved Trehøje på Mols.

Det er gravfundene og bopladserne som tegner billedet af bronzealderens høvdingesamfund, som var stærkt præget af stigende udenlandsforbindelser og handel. Bronze er en legering af kobber og tin. Modsat flint som findes naturligt i Danmark måtte bronzen importeres. I begyndelsen importeredes færdigvarer forbeholdt de ledende høvdingeslægter, men da den hjemlige bronzestøbning kom i gang, bredte brugen og anvendelsen af metallet sig blandt mere almindelige mennesker - særligt til smykker og våben, som vi kender fra periodens mange rige grav- og offerfund. På baggrund af de rige guldfund fra perioden betegnes bronzealderen populært også for oldtidens "guldalder". Med bronzen fulgte mange kulturelle impulser, og til gengæld for bronzen eksporteredes bl.a. kvæg og rav.
Bebyggelsen voksede og antager i bronzealderen en mere specialiseret form, og samtidig begyndte en erhvervsmæssig specialisering i samfundet. Metalhåndværket som producerede unikke smykker, våben og de velkendte lurer opnåede sit højeste stade i denne periode.

Der var gode naturlige forudsætninger for en massiv bebyggelse i bronzealderen. Store områder med relativ let sandmuld blev opdyrkes med den simple ard-plov, som modsat middelalderens vende-plov blot opfurede jorden. På gammel havbund og i de frugtbare ådale var frugtbare græsningsområder for kvæg og andre husdyr, og samtidig udnyttedes havets rige føderessourcer, og skoven leverede byggematerialer til bl.a. langhusene på bopladserne. Den lette adgang til havet muliggjorde også handel og udveksling af ideer med andre, ofte fjerntliggende, stammesamfund.

Udgravninger og fund har givet et detaljeret indblik i bronzealderens gravskik og leveform. I løbet af de ca. 1.300 år bronzealderen varede (1.700 - 500 f. Kr.) skete der store ændringer i gravskikken, og nogle af verdens bedst bevarede og rigest udstyrede gravfund stammer fra Danmark (se f.eks. Borum Eshøj)
Der findes mere end 25.000 fredede gravhøje fra sten-, bronze-, og jernalderen spredt udover landet, men med undtagelse af skove og andre udyrkede arealer er oldtidens store højgrupper nu som regel reduceret til enkeltliggende høje. Intensivt landbrug og anden moderne, maskinel arealudnyttelse har i de seneste århundreder ødelagt tusinder af fortidsminder. Kun enkelte steder – oftest på sammenhængende udyrkede områder - kan fortidens højgrupper stadig fornemmes. Se f.eks. Thorsø Høje  og Trehøje.

De største og højest beliggende høje blev bygget i ældre bronzealder (1.700 - 1.000 f. Kr.), men kun få mennesker blev begravet heri (se Hohøj , Stabelhøje  og Jelshøj). Højene rejstes som gravsted for stammesamfundets ledende slægter, hvor f.eks. høvdingen og hans familie blev gravsat i træ- eller stenkister og medgivet rige gravgaver. De afdøde var ofte iklædt flotte vævede dragter.

Omkring de første storhøje anlagdes siden hen nye gravhøje, og nye grave blev også tilføjet i de ældre høje, hvorved gravpladsen efterhånden opstod. Trækisterne af udhulede egestammer kan være utroligt velbevarede. Højenes tørvelag fungerede først som en svamp der holdt regnvand tilbage. Siden hen dannedes et lufttæt og beskyttende allag ad naturlig vej af jernforbindelser fra tørvene, som forhindrede den naturlige nedbrydning af graven.

I yngre bronzealderen (1.000 - 500 f. Kr.) skiftede gravskikken karakter. Ligbrænding introduceredes i Danmark og gav sig først udtryk i brandgrave anlagt i solide stenkister (Se Egehøj)
Gravgaverne begyndte også at antage en mere symbolsk karakter, da de alligevel som regel skulle brændes. Det blev lettere og måske også mere almindeligt at blive begravet.

I slutningen af bronzealderen blev ligbrænding helt enerådende, og i takt hermed opstod urnegraven som vi stadig bruger. Gravurnerne som kan være udsmykket medansigtstræk eller have form som et lille hus, blev hovedsageligt nedgravet sekundært i solsiden af de gamle gravhøje eller anlagt i egne små gravhøje omkring de gamle storhøje. Sådanne er kun undtagelsesvist bevaret på udyrkede arealer (se f.eks. Trehøje  og Hohøj)

Bronzealderens imponerende højbyggeri sætter stadig sit præg på det danske landskab. Højene vidner om en kolossal forenet arbejdsindsats styret af fælles idealer og religion. Tankevækkende er det også, at højene repræsenterer en stor religiøs investering af frugtbar agerjord, hvor store og frugtbare landbrugsarealer blev skåret til tørv til brug for højbyggeriet.

En anden kendt side af bronzealderens åndsliv er helleristningerne. Helleristninger er indhuggede billeder, figurer eller tegn på sten. I sammenligning med de øvrige skandinaviske lande findes der ikke ret mange helleristninger i Danmark. Forklaringen er simpel: Med undtagelse af på Bornholm findes ingen klipper i Danmark, og helleristningerne var derfor henvist til at blive indhugget på enkeltliggende sten, som i forhold til en bjergflade har et ganske begrænset areal. Med undtagelse af de store Bornholmske klippe-helleristningsfelter med figurscener, som mere relaterer sig til de sydsvenske helleristninger, er de fleste danske helleristninger derfor oftest enkeltstående ornamenter eller billeder.
De fleste danske helleristninger blev indhugget på sten ved oldtidens gravanlæg (Se Mandbjerghøj). De mange små skålformede fordybninger - de såkaldte "skåltegn" - er den almindeligst forekommende helleristning som ofte ses sekundært indhugget i anseeligt antal på toppen af dækstenene på bondestenalderens stendysser, som også bronzealderfolket i mange tilfælde genbenyttede til sine begravelser.

Til toppen