Jægerstenalderen 13.500 - 4.000 f. Kr.

Bjørnekæbe i affaldslag med østersskaller på boplads fra jægerstenalderen. Foto: K. Kristiansen

- 10.000 års jæger-samler samfund

De tre oldtidsperioder i Danmark: Sten-, bronze- og jernalderen udgør - regnet fra afslutningen af sidste istid og til i dag - ca. 15.000 år. Heraf bestod samfundet i næsten 10.000 år af spredte jæger-samlerkulturer, så tidsmæssigt er jægerstenalderen det altdominerende afsnit af vores forhistorie.

De første spor vi har efter mennesker i Danmark rækker dog endnu længere tilbage i tid, til mellem den sidste og forrige af de i alt 4 istider som kan spores geologisk i Danmark. Det ældste sikre spor efter menneskelig aktivitet i Danmark er faktisk fundet ikke langt fra Kongehøjen. I en gammel søaflejring i Gudenådalen ved Hollerup vest for Langå blev der i 1912 fundet en række skeletter fra dådyr som uddøde i den såkaldte Eem-mellemistid (130 - 110.000 f.Kr.) Flere af knoglerne var spaltet på langs af mennesker for at få den næringsrige marv frem, men desværre er der endnu ikkefundet egentlige bopladsspor eller redskaber på stedet. Fra andre steder - typisk fra dybtliggende jordlag i grusgrave - kender vi dog efterhånden en del løsfundne primitive stenredskaber som klart indikerer at neandertal-mennesket også opholdt sig i Danmark.

I den sidste istid (Weichsel-istiden 110.000 - 13.000 f.Kr.) var Danmark kun delvist dækket af is, og nyere undersøgelser tyder på at landet også i en periode mellem 50- og 22.000 år f.Kr. var isfrit. Sydvestjylland vest for den jyske højderyg var på intet tidspunkt isdækket, og da isen smeltede, var smeltevandet her alene om at give landet sit nuværende
generelt flade udseende. I de isdækkede områder er landskabet skabt i et samspil mellem isgletcherne og smeltevandet.

Da Danmark blev isfrit så landet ganske anderledes ud end i dag. Det skovløse land var dengang landfast med både England og Sverige, og Østersøen var en stor ferskvandssø som blev afvandet gennem Danaelv (nutidens Storebælt).
Isens forsatte afsmeltning forårsagede at havspejlet steg og samtidig hævede de landområder som havde været isdækkede sig langsomt som en reaktion på nedtrykningen af isen. Klimaet blev efterhånden også mildere og skoven begyndte at brede sig. Dyrelivet og dermed menneskets livsgrundlag ændrede sig tilsvarende, og jægerstenalderens forskellige kulturgrupper afspejler nøje denne omvandrende tilværelse baseret på naturens egne ressourcer.

Det er først fra afslutningen af sidste istid at vi kan følge menneskets færden mere detaljeret. Fællesnævneren for jægerstenalderens kulturgrupper er, at de overlevede ved hele tiden at tilpasse sig de aktuelle naturforhold og den sæsonrytme som både jagt, fiskeri og indsamling forudsatte. Dette giver sig klart til udtryk i redskaberne, og det er den typologiske udvikling heraf benyttes, sammen med nutidige naturvidenskabelige dateringsformer - bl.a. kulstof-14 datering og pollenanalyser, til at beskrive og opdele den kulturelle udvikling.

Danmark nuværende omrids fremkom først fra omkring 7.000 f. Kr., hvor havet oversvømmede de tidligere flade tundrastepper, og omkring 5.000 f. Kr. er landet dækket af en tæt urskovslignende skov. Frem til da kender vi kun stenaldermennesket gennem arkæologiske udgravninger og fund. Jægerstenalderen mennesker rejste ingen synlige monumenter som er bevaret til i dag, men fra den sidste af jægerstenalderens kulturgrupper - den såkaldte Ertebøllekultur (5.400 - 4.000 f. Kr.) - kan de såkaldte køkkenmødding-bopladser dog stadig ses – bl.a ved Meilgård på Norddjursland og Nederst-bopladsen i Kolindsund.

Læs mere om stenalderens perioder HER.

Til toppen