Jernalderen 500 f. Kr. - 1.050 e. Kr.

Hustomter på Borremose-borgen fra førromersk jernalder ved Års. Foto: K. Kristiansen

- Stadig større bebyggelse og landsbyernes opståen

Den ca. 1.500 år lange jernalder er en sammensat periode, hvor samfundet udviklede sig fra bronzealderens høvdingesamfund til vikingetidens kongemagt. Jernalderen underopdeles arkæologisk i en række tidsafsnit, som afspejler de udenlandske forbindelser og påvirkninger der tydeligt giver sig udtryk i fundmaterialet og samfundsudviklingen: Førromersk jernalder (500 f.Kr. - år 0), ældre og yngre romersk jernalder (0 - 400 e.Kr.), germansk jernalder (400 - 750 e.Kr.) og endelig vikingetiden (750 - 1.050 e.Kr.)

Af de tre oldtidsperioder er jernalderen uden tvivl den bedst dokumenterede. Tusindvis af fund og udgravninger har tydeligt klarlagt både den overordnede samfundsudvikling og givet et detaljeret indblik i mange facetter af livet i jernal-deren. Det er dog kun de færreste anlæg som fremstår synlige i landskabet. Jernalderens væsentligste gravform under flad mark var eksempelvis langt fra så monumental som sten- og bronzealderens dysser og storhøje, og bopladssporene, som tydeligt beskriver bebyggelsens udvikling, ses kun undtagelsesvis med det blotte øje i nutidens opdyrkede kulturlandskab.

Gennem de mange store fladedækkende udgravninger af jernalderens bopladser kan vi følge bebyggelsens og samfundets udvikling nøje. I løbet af Førromersk jernalder opstår den første samlede landsbybebyggelse, hvor gårdene samles i en fælles indhegning. Husene var af såkaldt treskibet form opdelt af to rækker tagbærende stolper gennem husets midtakse, og med beboelse i vestenden og stald i østenden. (se Hohøj)

Gennem jernalderen bliver husene gradvist større og mere specialiserede, hvor den enkelte gårdsenhed med både beboelseshus og udhuse indhegnes separat indenfor landsbyfællesskabet. I flere landsbyer ses også markante forskelle på husenes størrelse, hvilket tolkes som en stigende social lagdeling og samtidig ses en stigende erhvervsmæssig specialisering. Smedehåndværket er et eksempel, som skal ses i sammenhæng med den kraftige udvikling der sker i landbruget og de mange interne stridigheder og krige, som fundmaterialet tydeligt vidner om i bl.a. de såkaldte krigsbytteoffer-fund fra f.eks. Illerup Ådal ved Skanderborg. Se også Dandiget.

Landsbyernes størrelse vokser også gennem jernalderen, og udgravninger har afsløret et mønster hvor landsbyerne flytter rundt indenfor et mindre lokalområde i takt med at den nærliggende jord udpines og bebyggelsen forfalder. Mange af nutidens landsbyer ligger stadig hvor jernalderbyen til slut endte i vikingetiden og hvor de første kirker blev rejst.

Jernalderens gravskik vekslede mellem brandgrave og jordfæste-begravelser. I Førromersk jernalder var ligbrænding ligesom i yngre bronzealder helt enerådende. Brandgravene findes i utallige forskellige variationer med og uden gravurner, og anlagdes ofte i små tueformede høje på store gravfelter.
Fra ældre romersk jernalder omkring år 0 og op gennem jernalderen optræder jordfæstegraven igen sideløbende med brandgrave. Gravene ligger samlet i store gravfelter nær bopladserne og landsbyerne og indeholder typisk store mængder lerkar, våben og smykker (Se Rostved)

Det nye jern-metal som fremkom i løbet af førromersk jernalder muliggjorde en udvidelse af agerbruget til også at omfatte de tungere lerjorder, og sporene herfra har vi bevaret flere steder. I Alstrup Krat ved Hohøj, lige sydøst for Mariager, ligger måske landets bedst bevarede agerfelter fra jernalderen. På mange uopdyrkede hedearealer og i gamle løvskove ses lignende marker på fladt terræn afgrænset af lave skelvolde og stenrøser (Se Hjortsballe)

Gennem jernalderen videreudvikles bronzealderens handelsforbindelser til udlandet kraftig og store dele af den hjemlige udvikling afspejler direkte påvirkninger fra især romerriget. Transport og kommunikation til søs og til lands forøges og mange af de dybe hulveje som stadig kan ses i skrænterne på udyrkede arealer og i skovene har sikkert rod helt tilbage i denne del af oldtiden (Se Hohøj). Over ufarbare steder anlagdes også egentlige ris-, gren- eller stenlagte veje (Se Sjelbro)

Når hovedvægten lægges på de synlige monumenter, er jernalderen altså alligevel interessant. I modsætning til de tidligere perioders altdominerende gravanlæg er der bevaret flere forskellige synlige anlæg fra den ”levende kultur”, som de mennesker vi bl.a. kender fra Tollund- og Grauballemanden samt Huldremose-kvinden levede i, inden de blev ofret i de udstrakte moseområder, som også prægede jernalderens landskab.

Til toppen