Middelalderen 1050 - 1536 e. Kr.

Middelalderborgen Lilleborg i Almindingen på Bornholm. Foto: K. Kristiansen

- Bydannelse, klostre og handel

Gennem vikingetiden ekspanderede det danske samfund voldsomt. Kongemagt, kristendom, byer og borge holdt sit indtog og i middelalderen konsolideredes og udbyggedes dette samfund. I oldtiden er det fund og udgravninger, som er grundlaget for vores tolkninger af samfundet, men med fremkomsten af skriftsproget, som i Danmark først for alvor slår igennem i middelalderen, ændres historiens kilder radikalt.

Med kongemagtens fremkomst i vikingetiden blev magten centraliseret, og gennem middelalderen styrkedes kongemagten på forskellig vis. Under Valdemar den Store (1157-1182) begyndte anlæggelsen af store kongeborge langs de sydvendte kyster som forsvar mod ydre fjender i specielt Østersøregionen. Skanderborg Slot er den nordligste borg fra denne tid.

I den første del af middelalderen herskede der rimelig rolige forhold indenfor rigets grænser, men i løbet af 1200-tallet voksede modsætningsforholdet mellem kongemagten, kirken og de ledende slægter, som kulminerede i mordet på kong Erik Klipping (1259-1286) i Finderup lade. Samtidig var landet økonomisk udmarvet efter talrige krige og for størstedelen pantsat til især Holstenske grever, som forsøgte at få mest muligt ud af deres pant.

Disse uroligheder forårsagede at der mange steder blev opført private borganlæg i slutningen af 1200-tallet og 1300-årene. Enhver måtte passe på sit og sine, og størstedelen af de private vold- og borganlæg som findes stammer fra denne tid (se f.eks. Malling Kirke, Silkeborg Slot og Bjørnkær)
Kongemagten anlagde også nye borge. Kalø som blev grundlagt 1313, er et eksempel på en af de fire jyske tvangsborge, som kong Erik Menved (1286-1319) grundlagde for at kontrollere og beskatte lokalbefolkningen og hindre oprør.

Rigets ustabile tilstand vendte først med Valdemar Atterdag (1340-1375) og under hans arvtager Margrethe d. 1. (1387-1412) indførtes et direkte forbud mod at bygge private borge, et forhold som holdt helt til 1483.

De interne stridigheder sluttede dog ikke, og i begyndelsen af 1500-tallet forstærkedes situationen af den voksende modsætning mellem katolicismen og den Luthersk protestantiske trosretning som kulminerede i reformationen og middelalderens afslutning i 1536.

Udover interne og eksterne stridigheder og kongemagtens udvikling karakteriseres middelalderen af den religiøse udvikling. I middelalderen grundlægges ca. 2.700 kirker, men efter den store affolkning som bl.a. pestepidemierne skabte på landet, blev en del siden hen nedlagt (se Randrup og Meden kirkeruin), men ca. 1.700 er bevaret til i dag. Derimod blev flertallet af de omkring 140 klostre som de mange forskellige klosterordner grundlagde nedrevet (og genbrugt) efter reformationen (se f.eks. Alling og Øm Kloster ).

Den teknologiske udvikling og den meget tydelige erhvervsmæssige specialisering som sker i middelalderen befordrer endnu en kraftig udvikling i landbruget. Nye landområder tages i brug ved anvendelse af f.eks. vendeploven under opdyrkning (se Trehøje), og landbebyggelsen samler sig i permanente landsbyer. Nogle bønder samlede sig meget jord og blev godsejere, andre arbejdede med jorden uden selv at eje den, og de sociale klasseforskelle, som vi kan spore helt tilbage til bronzealderen, forøges markant i løbet af middelalderen.

Samfundsøkonomisk var den største ændring dog nok den eksplosive udvikling af middelalderens ca. 60 byer med tilhørende marked. Herved blev der dannet en fundamentalt ny samfundsstruktur. Landbefolkningen, som i princippet stadig var selvforsynende, skulle nu også brødføde bybefolkningen, men samtidig nød landbefolkningen godt af byens mange håndværkere og marked. Denne udvikling befordrede også en udvikling af landets vejnet. Ad de dybe hulveje som mange steder stadig ses (Se Hohøj/Alstrup Krat) blev varer transporteret til og fra byens marked, og mange broer og overgangssteder har rod i middelalderen (Se Sjelbro  og Gråmølle Bro)

Til toppen