Udbyhøj Skanse fra Englandskrigene.

1: Udbyhøj skanse er en af de største østjyske skanser fra Englandskrigene 1801-14.

2: Luftfoto af Randers Fjords udmunding ved Udbyhøj. Det smalle i dag udgravede sejlløb som skansen beskyttede ses tydeligt. Foto: COWI.

3: De tre skanseanlæg ved Udbyhøj på ældre målebordsblad-kort.

4: Kystkavaleri-skansen på nordsiden af fjorden.

5: Angreb med små kanonbåde på engelsk orlogsskib.

6: Plantegning fra 1801 over den sydlige skanse ved Udbyhøj.

7: Udsigten mod NV. over Randers Fjord set fra stjerneskansen.

8: Resten af den centrale stjerneskanse. I dag forstyrret af bebyggelse. Vestdelen er bedst bevaret.

9: Skansen set fra øst op gennem palisadegraven.

10: Palisadegraven set fra vejen. Tag hensyn til de græssende får.

11: Udsigt over fjordmundingen set fra kanonbatteriet.

12: Hele palisadegraven set fra kanonbatteriet mod SV og stjerneskansen.

13: Oversigt over fjorden og den dybe palisadegrav set fra stjerneskansen.

Udbyhøj Skanse

 

Under Englandskrigene i 1801-14 anlagdes en stor mængde forsvarsskanser langs de danske kyster. Arbejdet tog fart med det katastrofale bombardement af København i 1807, hvor store dele af hovedstaden nedbrændte og den danske flåde blev tabt. I alt 214 skanser blev anlagt ved strategiske punkter - især langs de danske kyster. Skansen ved Udbyhøj (1) er en sådan, anlagt ved den smalle udmunding af Randers Fjord, hvorfra man kunne overvåge og eventuelt forsvare indsejlingen til Randers.

Udbyhøj-skansen er en af de tidligste skanser som blev projekteret allerede ved krigens start i 1801. Skansen blev dog først rigtigt bemandet i 1807. Skanseanlægget, som er et af de største i Østjylland (2), omfatter det stadig synlige og nu fredede skanseanlæg på sydsiden af fjorden samt en nu forsvunden skanse på nordsiden ved Demstrup Vasehus. Med i alt 10 kanoner – 4 på sydsiden og 6 på nordsiden – havde den vigtige, smalle indsejling til Randers et godt forsvar mod eventuelle fremmede skibe. Det kom dog aldrig til egentlige kamphandlinger ved Udbyhøj og tiden har nok til tider været lang for det udstationerede mandskab.

Udbyhøj-skansen skal også ses i sammenhæng med yderligere en lille skanse.
På nordsiden af fjorden, ca. 500 m. øst-nord-øst for byen, ligger en lav sydvendt jordskanse (3) i kanten af træbevoksningen mod strandengen. Skansen ligger noget tilbagetrukket fra fjorden. Modsat fjordens skanser var den ikke befæstet med kanoner. Denne skanse fungerede som indkvartering og beskyttelse for kystkavaleriet, som overvågede og bevogtede de lange åbne kyststrækninger mellem de befæstede kystskanser. Mandskabet herfra kunne således varsko kystbatterierne om fremmede skibes ankomst i god tid og forebygge en eventuel fremmed landgang på de åbne kyster.

Med tabet af den danske flåde rådede flåden ikke længere over egentlige orlogsfartøjer. De vigtigste kystskanser blev derfor også udstyret med små, lette kanonbåde (4), som især i let vind hurtigt viste sig at være effektive angrebsvåben mod de engelske skibe. Udbyhøj-skansen var udstyret med 4 kanonbåde som bl.a. i 1811 deltog i et mislykket forsøg på at tilbageerobre Anholt fra englænderne.

Den delvist bevarede skanse på sydsiden af fjorden lige før færgelejet er fredet og offentlig tilgængelig. Skansen (5) er en såkaldt ”Stjerneskanse” med volde, grave og nu forlængst forsvundne træpalisader. Fra skansens ret høje placering kan fjorden mod vest og nord og det åbne hav mod øst let overskues (6). Senere tids bebyggelse og vejanlæg har ”gnavet” en del på skansen. Af den sydlige stjerneskanse er kun vestsiden i indtil 2,5 m. højde bevaret sammen med den tilstødende barrierelinie mod vest (7+8).

Nutidens asfaltvej til havnen gennemskærer skanseanlæggets palisade- og forbindelsesgang (9), som forbinder stjerneskansen med det rimeligt velbevarede kanonbatteri nord for vejen, hvorfra yderligere en barrierelinie udgik mod nord (10).

Stjerneskansen var skansens bedst bevogtede centrum og hovedkvarter (11+12). Her kunne man evt. forskanse sig mod en overmagt og herfra kunne der også i ly af de tilstødende barrierevolde mod vest og nord gøres udfald mod en angribende fjende. I midten af stjerneskansen lå et to etagers højt blokhus til mandskab og ammunition. Skansens havde kun én indgang mod nordvest fra palisadegraven, som ved angreb var beskyttet af en tværgående vold – en såkaldt ”Travers”.

Der blev opført 22 skanser i det østjyske. Ved Bønnerup, Jernhatten og Ahl Hage på Djursland kan du se tilsvarende skanser. Samsø blev også stærkt befæstet med omfattende skanser til beskyttelse af den vigtige naturhavn i Stavns Fjord.

03-2010

Til toppen

 

Copyright:

Al tekst, illustrationer og kort er beskyttet af lov om ophavsret.
Kopiering kun efter forudgående skriftlig tilladelse.
Læs mere her.