Sneglehøj gravhøj på Møn
Sneglehøj-gravhøjen på Møn ca. 3 km. vest for Stege er en god repræsentant for de tusindvis af mindre gravhøje fra bronzealderen (1.800 - 500 f. Kr.), der stadig ses i det danske landskab. Gravhøjen ligger i dyrket mark og er ganske lettilgængelig ad en kort, markeret trampesti fra den private grusvej, som fører tæt forbi højens vestside. Gravhøjen ses også tydeligt fra landevej 287 kun 50 m. nord for højen.
Gravhøjen er omkring 20 m. i diameter og 4 m. høj, hvilket er typiske gennemsnitsmål for bronzealderens tørveopbyggede gravhøje. Højen har fået navn efter den spriralformede sti, som fra højfod til højtop slynger sig rundt om højen og med behagelig stigning giver adgang til udsigten fra toppen, hvorpå der tidligere stod en flagstang. Stien har næppe forbindelse med oldtidens brug af højen og er nok snarere et udtryk for et forsøg på romantisk havekunst indenfor de seneste 150 år. Sneglehøj ved Mern er en tilsvarende gravhøj.
Sneglehøj er ej heller den eneste høj i området. I marken lige øst for højen ses en udpløjet forhøjning efter endnu en høj, hvorfra der i 1908 blev overgivet en gravurne til Nationalmuseet. og spredt udover området findes oplysninger om tilsvarende, nu fjernede gravhøje og fund.
Et andet eksempel er Østerhøj kun 600 m. vest for Sneglehøj. Herfra stammer et farverigt sagn, som efter Østerhøjs sløjfning blev overført til Sneglehøj. Mads Lidegaard gengiver sagnet i sin bog "Danske høje fra sagn og tro" (se "læs mere") som her citeres:
"En kone gik engang til Elmelunde Slot for at låne stads til at pynte en brud. Ved højen mødte hun en gammel kone, der spurgte, hvor hun skulle hen, og hun tilbød da at låne hende så meget brudestads, hun behøvede. Bondekonen ville vide, hvem konen var, men fik blot svaret: "Du skal ikke bryde dig om hvem jeg er!" På spørgsmålet om, hvornår det skulle leveres tilbage, lød svaret: "Kom her igen om otte dage, Hvis jeg ikke er her, kan du beholde stadsen." Og så fik bondekonen ellers en masse fint brudetøj med både guld og sølv. Og da der ingen kone kom otte dage efter, beholdt hun det hele og så aldrig konen mere".
Mads Lidegaars fortæller refererer videre, at højens beboere var meget vellidte under Svenskekrigene i 1600-tallet. De skulle dengang have reddet hele øen (Møn) fra Svenskerne ved at sende store sværme af myg i halsen på dem, hvorefter de fortrak.
Da bronzealderfolket rejste højen for mere end 3.000 år siden, skal vi forestille os, at højen lå i et relativt lysåbent overdrevslandskab. Landbrug var hoved- erhvervet og området ned mod Stege Nor syd for højen, har givetvis været gode og vigtige græsningsarealer for husdyrene og med mindre frahegnede marker.
Endnu ligger gravene som højen blev opført over urørt i højen, men fra den yngre bronzealder (1.000 - 500 f. Kr.) kendes en fint fund fra højen. I 1875 blev der i højens solrige sydside fundet en gravurne med de brændte ben fra afdøde og som gravgave var der medgivet en fin lille guldbelagt bronzekniv.
I ældre bronzealder foregik begravelserne som begravelser - først i egekister og siden hen også i stenkister opbygget af større, flade sten. Med overgangen til yngre bronzealder omkring 1.000 f.Kr. introduceredes ligbrændingen i Danmark og i løbet af perioden blev ligbrænding helt enerådende. Urnerne blev, som ved Sneglehøj oftest hensat i solsiden af de gamle gravhøje. Ikke bare en enkelt, men op mod 100 gravurner dannede således det der med tiden mere blev en gravplads frem for en gravhøj for nogle enkelte.
