Nederst køkkenmødding-boplads i Kolindsund
Omkring det nu afvandede Kolindsund ligger utroligt mange fortidsminder. På toppen af skråningerne syd og nord for sundet ligger hundredvis af gravhøje som perler på en snor, men de fleste desværre blevet offer for ploven i forbindelse med opdyrkning. Flere steder - særligt omkring Tøstrup og Sivested - kan sten- og bronzealderens store højbyggeri dog stadig tydeligt opleves.
De for øjet mere anonyme bopladser hvor folket gennem tiderne har boet og levet, kendes også gennem mange fund og udgravninger langs sundet. Langs kanten af det i stenalderen salte sund som da gennemskar Djursland øst-vest, og opdelte Djursland i en stor nordø samt en sydlig halvø, findes især spor fra talrige stenalderbopladser. Det gælder især Ertebøllekulturens såkaldte køkkenmødding-bopladser fra slutningen af jæger-samler stenalderen. (Se også Meilgård køkkenmødding).
”Køkkenmødding” er en international arkæologisk betegnelse for bopladsfund med tykke lag af affaldsrester fra fortæring iblandet beboernes redskaber. Kvantitativt dominerer skaldyrsrester - især østers, blå- og hjertemuslingeskaller. De ofte metertykke affaldslag er fremkommet som resultat af gentagne sæsonbesøg gennem hundredvis af år (gl.foto ertebølle). Der findes dog også køkkenmøddingbopladser uden skalddyrsrester, og selvom langt hovedparten af køkkenmøddingerne stammer fra Ertebøllekulturen, findes der mange gange også spor efter besøg i senere tid - f.eks. i jernalderen. Naturligt forekommende resoourcer er altid blevet udnyttet, hvis det var rentabelt eller nødvendigt !
På Djursland ligger de fleste køkkenmødding-bopladser omkring mellem 4 og 7 m. over det nuværende havspejl. Hvis man følger 5 meters-højdekoten Djursland rundt, vil man stort set bevæge sig langs stenalderens kystlinie for ca. 6.500 år siden, hvor køkkenmødding-bopladserne lå ved vandkanten. Havspejlets højde svingede en del i løbet af stenalderen grundet det vekslende forhold mellem afsmeltningen af isen fra sidste istid i de nordlige områder og landjordens efterfølgende hævning. Derfor kan man også under udgravning af sådanne bopladser ofte iagtage flere faser, hvor bopladsen har rykket enten op eller ned i forhold til vandspejlet. Udenfor bopladsen findes også som regel et såkaldt ”udsmidslag” med affald og redskaber fra bopladsen. Hvis udsmidslaget stadig er fugtigt eller under vand, kan der gøres enestående fund af organiske materiale/genstande, som forlængst er bortrådnet eller forsvundet på tør jord .
Aflejringsforholdene på en køkkenmøddingboplads kan derfor være yderst komplicerede. Det stiller store krav til både udgravningsteknik og iagtagelsesevner, og derfor kombineres sådanne udgravninger i dag næsten også altid med naturvidenskabelige undersøgelser.
Køkkenmøddingen ved Nederst er anlagt på en halvø som omkring 5.000 f. Kr. strakte sig fra fastlandet mod syd ud i det dengang salte Kolindsund. Bopladsen blev erkendt i 1880-erne, og i 1887 indberettede den dygtige, lokale amatørarkæolog og overlærer J. V. Nissen fundet til Nationalmuseets med denne tekst:
”Indtil vore dage, da tørlægningen af Kolindsund begyndte, har der været en vig mod syd og mod Halendrup Å. Mod Vest var denne vig begrænset af en større skovklædt sandholm, der ved Kjeldstrup Kjær adskiltes fra Sønderherred, og mod øst var vigen begrænset af en halvø kaldet Nederst, som ved en lav (3 a´4 fod) sandrevle forbandtes med Albøge Marker.
Selve Nederst er en 15-30’ høj grusholdig bakke med længderetning fra nord-syd. På denne bakkes bratte fald mod syd-sydøst. og støttet op til bakkefaldet findes Køkkenmøgdyngen. Den har form af en halvmåne, hvis udbuede side vender mod syd. Længden er 360 fod. Middelbredden i det østlige parti er 60 fod og længere mod vest 40 fod. Lagets dybde er størst på midten af strækningen, men synes ikke at have mere end 4 fod. Da Køkkenmøgdyngen ved en mangeårig dyrkning er meget udslæbt, så kan dens græse ikke nøje bestemmes. Hvad dens Indhold angår da finder man her dyreben, fiskeben, skaller af østers, muslinger og snegle kort sagt alt måltids affald. Her ses spor af ild og kul samt fyrstedsstene og lerkarskår. Her findes flinteredskaber, knive, økser, pile, mejsler o.s.v. lige fra de mest råt tildannede indtll de tilslebne. Det bemærkes, at det kun er de oldsager, som ploven har nået, der er bekendte; thi en ordnet udgravning og en kyndig undersøgelse har ikke fundet Sted.”
Nederst-køkkenmøddingen har altså været ”under plov” siden 1880-erne, og sådan lå køkkenmøddingen også da Nationalmuseet i 1938 foretog en mindre udgravning i form af en 2 m bred grøft gennem skaldyngen. Herunder viste det sig at dyngen var indtil 60-70 cm tyk.
Netop pløjning og anden opdyrkning er den væsentligste årsag til, at kun et yderst begrænset antal køkkenmødding-bopladser er bevaret til i dag. Tusindvis af bopladser som tidligere lå beskyttet under forseglende muldlag er sidenhen gradvist forsvundet. I det åbne, dyrkede landskab er køkkenmøddingernes tykke kulturlag i dag næsten helt forsvundet, og desværre er kun ganske få bopladser i tide blevet beskyttet gennem fredning for eftertiden.Med fredningen i 2001 af det tilbageværende af Nederst-køkkenmøddingen tilhører denne plads en af de få fredede bopladser. Det er gennem udgravninger påvist, at de fleste ubeskyttede bopladser vil forsvinde helt i løbet af de næste 5- 10 år!
Baggrunden for fredningen af Nederst-køkkenmøddingen var en stor undersøgelse og udgravning som Djurslands Museum gennemførte i 1988-92. På store dele af bopladsen, viste de nedpløjede bopladslag tydeligt, at bopladsen ville forsvinde helt i løbet af kort tid. Disse områder blev derfor udgravet, hvorimod området på det delvist urørte og nu fredede areal kun er sporadisk undersøgt. Bopladslagene koncentrerede sig omkring 3 forskellige skaldynger fra forskellige ophold (se luftfoto under ”adgang”), med bl.a. ildsteder og affaldslag fra bopladsen.
Det som var særligt interresant, var fundet af ikke mindre end 8 grave: 6 fra mennesker og 2 hundegrave.
Dette er nogle af de første egentlige begravelser vi kender i Danmark. Fra Fannerup på modsatte, nordre sundside kendes en tilsvarende grav, og totalt kendes nu omkring 50 gravfund fra jægerstenalderen. Det kan meget vel tænkes, at der ligger yderligere grave på det fredede område ved Nederst, som nu er taget ud er fredet.
Gravlæggelserne var blot simple nedgravninger, men der er et specielt træk som går igen i mange af jægerstenalderens grave, nemlig at gravfylden blev markeret med iblandet rød okkerfarve.
De 6 menneskegrave var anlagt i udstrakt rygleje og indeholdt to 30-40 år gamle mænd, en ældre 40-50 år gammel kvinde, en yngre kvinde samt en drengegrav og en ubestemmelig grav med både ældre og yngre skeletdele - måske en dobbeltgrav.
Drengegraven og den ene mandsgrav var specielt godt bevaret. Drengen, som var ca. 5 år gammel, havde fået en flot, 17 cm. lang flækkekniv (8) i flint med som gravgave, og på brystet lå et tandperlesmykke med 6 gennemborede fortænder fra vildsvin og en enkelt uroksetand - og mellem benene var endnu et tandsmykke. Den voksne mandsgrav var meget rigt udstyret: 3 økser (trindøkse, hjortetaksøkse og skiveøkse) samt to lange flækkeknive ved bæltet og ikke mindre end 6 tværpile som er en af ertebøllekulturens ”varemærker”. Mellem mandens lår fandtes også et imponerende tandsmykke med ca. 40 fortænder fra kronhjort, elg og urokse, som måske har været fastgjort på dragten.
Dele af fundene fra Nederst-udgravningerne kan ses i udstillingen på Djurslands Museum i Grenå.