INDLEDNING TIL DE DANSKE RUNESTEN:
Runesten – Telegrammer fra fortiden
Runesten – de ældste magiske, rørende og betagende meddelelser vi har i skriftlig form, taler til os i telegramform fra en fjern fortid med fortællinger indhugget i sten. De står endnu spredt i det danske landskab og rigtigt afkodet giver de indblik i livet for mere end tusind år siden med store bedrifter, forfald, svig og død og med både helte og skurke. Runestenene, med deres evigt varende sætninger, er fra en tid hvor nutidens samfundssystem blev grundlagt og løfter lidt af sløret for, hvor vi kommer fra og fungerer som et spejl for nutiden.
Fra det gamle danske land – altså nutidens Danmark. Skåne og Slesvig – kender vi til omkring 260 runesten. De udgør dog blot en lille del af det oprindelige og ukendte antal. De første runesten blev rejst i begyndelsen af vikingetiden omkring år 700, men langt de fleste stammer fra vikingetidens slutning ca. år 975-1025 efter kristendommens indførelse.
De fleste runesten er ligesom stenalderens stendysser nu forsvundet. I det, med undtagelse af Bornholm, bjergfattige danske landskab, har store sten altid været et eftertragtet byggemateriale. Mange runesten forsvandt derfor og blev for eksempel blev genanvendt ved opførelsen af landets mere end 1.500 stenbyggede kirker fra 1100-tallet og indtil reformationen 1536, eller slået til skærver i forbindelse med for eksempel vej- og broanlæg og senere jernbaner.
Kun enkelte af de danske runesten står i dag på deres oprindelige plads i det åbne land. Runestenene blev rejst ved samfundets samlingssteder f.eks. gravhøje, broer, veje og overgangssteder i landskabet, hvor de med sikkerhed blev set og måske også opsøgt for at mindes den afdøde, der som regel, sammen med runestensfabrikanten, nævnes med navn i runeteksten.
I dag står runestenenes tekster blot indhugget i stenens overflade og sammen med senere forvitring og anden påvirkning af stenens overflade, kan runerne ofte være svære at se og afkode. I vikingetiden stod runerne nok tydeligt frem. Flere runesten har vist spor fra en nu for længst forsvunden opmaling med for eksempel klare okkergule og røde jordfarver, som gav liv til både tekst og inskriptioner.
Bevaring og fredning.
Runestene blev først beskyttet gennem fredning med Naturfredningsloven i 1937 og kun et fåtal står stadig nær eller på deres oprindelige placering. Fra midten af 1800-tallet fik runestenene interesse som nationale monumenter og suppleret med nationalromantiske forestillinger, blev de fleste tilbageværende runesten flyttet til beskyttet område ved landets kirker og herregårde og museer. Flere runesten fra landskabet formodes også at været flyttet til kirker allerede i vikingetiden – måske i et forsøg på af kristne de gamle hedenske sten og grave, hvor de ofte stod.
Østjysk centrum for runesten.
Østjylland er et område med flest kendte runesten i Danmark. Fra området mellem Århus-Viborg-Hobro og Randers og ud på Djursland kendes omkring 50 runesten, hvoraf 9 nu er forsvundet af mange forskellige årsager – for eksempel Københavns brand i 1728. Nuværende Randers Kommune er med det Kronjyske område yderst godt repræsenteret med kendskab til hele 23 runesten, hvoraf 4 er forsvundet. Med fund af 6 runesten står Langå sogn særligt frem, som det mest runestensrige sogn i Danmark, men kun 2 heraf er bevaret: en ved Langå kirke og en udstillet på Museum Østjylland i Randers. 12 yderligere runesten kan stadig opleves ved og i 8 forskellige kirker i Randers Kommune og disse er omtalt her på fortidsmindeguiden.
Nordens ældste skriftsprog.
At riste (skrive) eller læse runer var sikkert kun behersket af ganske få i jernalder og vikingetid. Forud lå årtusinders dybe traditioner for mundtlig overlevering og fortælling og med dette første nordiske skriftsprog grundlagdes den virkelighed, vi i dag omgiver os med i al selvfølgelighed både trykt og digitalt.
Runer er nordens ældste skriftsprog og fungerede som et nordisk sidestykke til det latinske alfabet fra omkring år 200 e.Kr. Først sent i middelalderen i 1400-tallet vandt det latinske alfabet indpas i Norden. Runer blev ikke bare indhugget (”ristet”) på runesten. Fra arkæologiske udgravninger, hvor organisk materiale er bevaret, kendes talrige såkaldte ”runepinde” og ”runestave ”med forskellige indskrifter om varer, aftaler eller regler – og selv kærlighedsbreve blev forfattet med runer.
Vikingetidens runealfabet, det såkaldte ”Futhark” med i alt 16 tegn, har sit navn efter alfabetets første 6 tegn. Det afløste i vikingetiden jernalderens ældre 24 tegns runealfabet. I løbet af middelalderen udviklede runealfabetet sig igen til at omfatte 32 tegn. I vikingetidens runealfabet benyttes flere runer om mere end én betydning/bogstav og udvidede derved mulighederne i det snævre 16 tegns alfabet.
Illustration: Runealfabetets udvikling gennem jernalder, vikingetid og middelalder.
De indhuggede runetekster læses på forskellig vis.
- Parallelorden: Her læses teksten i lodrette linjer efter hinanden, som regel nedefra og op.
- Bustrofedon: Teksten læses den i lodrette linjer, skiftevis nedefra og oppefra.
- Konturorden: Her følger teksten stenens kontur langs kanten rundt.
Runestenenes tekster nævner næsten uden undtagelse altid personen som rejste stenen og forestod projektet, samt den eller de personer som stenen skulle minde. Navnet på runetekstens ”journalist” – altså ham som indhuggede teksten - nævnes også ofte, og kan efterfølges af en forbandelse over folk som måtte skænde eller fjerne stenen. ”Alle nævnt – ingen glemt ” og runeteksterne understreger også slægtskabets store betydning i vikingetidens hierarkiske samfund. Thorhamre, kors, maskebilleder og figurer samt andre ornamenter kan også findes indhugget på runestenene og viser også sammenhængen med de såkaldte ”billedsten” fra vikingetiden – se f.eks. Sjelbro-stenen (LINK)
DALBYOVER KIRKE RUNESTEN
Den ca. 1,5 meter høje runesten i Dalbyover Kirkes våbenhus blev fundet i kirkens stendige i 1882 og derefter bragt til opstilling i våbenhuset. Den lysegrå granitsten er afkløvet i top og bund og en del runetekst mangler i toppen. Stenen blev i 1989 vendt, da det blev opdaget, at den fejlagtigt var opsat på hovedet.
Dalbyover Stenen. Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet
Runestens-teksten i konturorden, som følger stenens kant fra nedre venstre hjørne og afsluttes i det midterste runebånd, er opmalet med rød farve og dateres til yngre vikingetid år 970 – 1020.
Oversat til old- og nudansk lyder teksten:
"Tōfi Geddu sun satti ..., fēlaga sinn, fōstra Þōrgnȳs."
”Tue, Geddes (eller Kættes) søn satte … sin fælle, Thorgnys fostersøn”.
Den bevarede runetekst fortæller altså en klassisk ”runestens-historie” om Tue, søn af Gedde/Kætte, som minder sin afdøde ”fælle”, hvis navn desværre ikke er bevaret. Hans fælle var Thorgnys ”fostersøn” – altså plejesøn.
Fælle var i vikingetiden et medlem af en krigerskare, en hird eller et såkaldt lið. Fælle anvendtes ifølge Den Danske Ordbog ofte om "drenge", der er en anden betegnelse for liðenes medlemmer. Muligvis allerede i vikingetiden, men i hvert fald siden hen blev betegnelsen brugt om medlemmer af handelskompagniskaber og andre fællelag.
Vi ved ikke hvor runestenen oprindelig blev rejst. Mulighederne er mange - som mindesten ved en nærliggende gravhøj kan være er et godt bud. En anden mulighed er ved et andet centralt punkt i landskabet, for eksempel ved overgangssteder over ådale, hvor færdslen koncentrerede sig og mange mennesker passerede. Fra Kastbjerg ådal kun ca. 5 km vest for Dalbyover kendes talrige oldgamle passager med stor tidsdybde i form af både sten- og grenlagte vejspor, broer og vadesteder over den tidligere vandrige og sumpede ådal.
På Nationalmuseets hjemmeside kan du finde meget mere om de spændende runesten og runeskriften: KLIK HER.
Se mere om kirkens kalkmalerier HER
Herunder kan du møde Lisbeth Imer fra Nationalmuseet, som fortæller om de danske runesten.
